Referat: 9.-10. september 2023

Kanoekspedition med Gildebrødrene den 9.-10. september, det Herrens år 2023

Septembers himmel er så blå, men ikke bare det, den var også varm. Faktisk et sted mellem 27 og 30 grader om lørdagen.

Vi fik efter lidt skriverier frem og tilbage samlet et ekspeditionshold på 8 mand. Leif, Lars R, Tom, Johnny, Per K, Kim, Brian og ut. Desværre måtte Kim melde afbud efter påbud fra lægen, men han kom og tog afsked med os andre. Det var jo ikke til at sige, om vi alle vendte hjem i god behold.

Turen var nemlig ikke for nybegyndere eller tøsedrenge!

Vi mødtes med kanoudlejeren i Egeris, hvor vi fik kanoerne i vandet, i et lille sideløb til Vorgod-Barde Å. Ikke en ufarlig operation, da der var stejle flodbrinker, klippestykker i vandet og voldsomme stryg. (sådan cirka) Ekspeditionskanoerne var bemandet således:

• Kano 1 Per K og vores nye mand Brian
• Kano 2 Johnny og Lars R
• Kano 3 Tom, Leif og ut.

For at få antallet til at gå op, måtte vi nødtvunget anbringe de dygtigste og mest erfarne i én kano, men ekspeditionsledelsen vurderede, at de både ville være i stand til manøvre 3 mand i en kano, under de farlige forhold, samt lede og fordele undervejs – og det gik naturligvis fint.

Vi kom godt afsted, selv om udsejlingen i Vorgod Barde Å ikke var helt ufarlig. Der var her tale om en Å/flod, der var temmelig svært fremkommelig. Floden var forholdsvis smal, der var tæt vegetation på begge brinker, og mange væltede træer og andre forhindringer undervejs. På trods af behørig udkik, så vi hverken anakondaer, alligatorer eller andre farlige dyr. Til gængæld var der et hav af guldsmede, hvorom styrmand Per K i kano 1, med begejstring kunne berette, at han havde spottet gentagne tilfælde af parring i luften.

På mod overnatningspladsen Borris Krog, var vi nødt til at stoppe for en pause, hvor vi kunne genopfylde depoterne. Det viste sig også at være meget udfordrende, da vi på denne strækning ikke så et eneste etableret lejr/rastested – ej heller fra tidligere ekspeditioner. Så vi var nødsaget til at lægge op på et sted, hvor floden var temmelig bred, og brinkerne lave. Ikke uden dramatik, fik vi alle i land, og den medbragte proviant blev fortæret med stor fornøjelse, på den bare græsslette.

Færden fortsatte, og på et tidspunkt måtte vi konstatere, at ekspeditionskano 2, med Lars R ved roret, konstant måtte samles op af de øvrige. Der var stor bekymring omkring deres velbefindende og selve årsagen til den træghed, der måtte være at finde i fartøjet. Det viste sig dog heldigvis, at de selv formåede at ”stramme sig op” på diverse medbragte mixtures, for på den måde at kompensere for den træge kano. Hvad der helt nøjagtigt var, i de små flade skinnende flasker, vides ikke med sikkerhed. Dog må vi fra ledelsesfartøjet konstatere, at de IKKE har haft den ønskede effekt, da de kom i land på lejrpladsen som de sidste, hvilket de dog tog med overraskende godt humør. Jamen faktisk ret så deres øjne skinnede og næserne glødede.

Vi var nogle stykker, der trodsede flodens farer, og kastede os i vandet, for en kold afvaskning. Temperaturen var fortsat tropisk.

På lejrpladsen var der fint besøg. Knud og Ole, var lykkedes med at trænge sig frem, læsset med frisk proviant og en tønde med vin. Forinden var der dog arrangeret stort gensynskaffebord, med alt hvad hjertet kunne begære. Både Leifs kone, Johnnys og Oles havde formået at frembringe de lækreste kager, der blev nydt både under og efter gensynsfesten, men også på næste dags distance.

Efter kaffen måtte man lige til hægterne igen, inden der, ved Ole Ishøj, blev fremtryllet de lækreste grillede koteletter, muligvis fra en vild gnu, nedlagt tidligere på dagen. Det smagte hen i retningen af en god marineret nakkekotelet. Pølser, brød og kartoffelsalat var der også frembragt. Alt i alt en udsøgt middag, tilberedt med stor ekspertise og omhu.

Efter middagen, blev der pakket ned, og Knud og Ole, måtte videre inden mørkest frembrud, da de havde andre gøremål. Vi var igen overladt til os selv. Heldigvis var der to fine shelters, hvor der var rigeligt plads til os alle. Der forefandtes ligeledes et primitivt sted, hvor man kunne forsørge. Der var dog stor enighed om, at der var foregået noget grusom derinde, så man besluttede at holde stor afstand til dette onde sted.

I løbet af middagen, havde der været travlhed omkring vintønden og diverse medbragte, så der var ingen problemer med at få gang i snakken omkring bålet. Sjældent oplevede man så mange kloge mennesker samlet på et sted, der hver især kendte – netop svaret, på alle de debatterede emner. I sandhed en hyggelig aften, hvor der, som nævnt, blev fundet mange svar på tidens udfordringer, desværre overlevede de ikke natten, så da morgenen gryede, var det business as usual, desværre.

Efter en solid morgenmad med æg, bacon, rester og friskbagte brød…. og igen en forsamling omkring højbordet, hvor de underlige skinnende flasker kom frem igen, brød vi lejren op, og kastede os atter ud i strømmen. Om det var særligt gunstige forhold, vides ikke, da det jo var uopdaget og dermed ubesejlet vand. Men strømforholdende var med os, og vi skød en god fart, næsten uden at bruge padlerne. Det frigav tid til at holde kagepause undervejs, mens vi drev i midten af floden som én enhed, holdt sammen med de bare næver. I sandhed en storartet præstation.

Efter godt et par timer, vidste vi, fra overleveringer fra tidligere ekspeditioner, at vi skulle holde nøje øje med en næsten skjult indsejling. Den var beliggende umiddelbart før en primitiv bro over Skjern floden ind til højre. Den første kano nåede ikke indsejlingen, og måtte kæmpe mod strømmen i hvad, der virkede som evigheder, inden de fik vendt fartøjet, og fik den manøvreret ind i den smalle indsejling. Herligt var det derimod at se, hvorledes de andre ekspeditionsdeltagere med ekstrem dygtighed og stort mod, vred de primitive kanoer ind i kanalen og i sikkerhed i en lille lagune. Af de lokale kaldt Skjern Bådehavn. Et overraskende skønt sted, hvor de ellers så primitive folk på egnen, havde formået at lave smukke broer, små strande og et par primitive ”svedehytter” hvor de kunne tænde op, og efterfølgende hoppe i lagunen.

Vores lokale kontakt, skulle efter planen have taget imod os på bredden, og der overtage vores fartøjer, men han havde desværre problemer med et vognhjul, så vi efterlod grejet på bredde. Vi tog derefter behørigt afsked, og lykønskede hinanden med en veloverstået bedrift, uden de store tab af liv.

Derefter drog vi alle afsted i forskellige retninger, med løftet om, at det ikke var sidste gang, vi tog på opdagelse sammen.

/Esben